Torden eller ej...

Jeg er alene hjemme med de skønne piger i aften. Manden har aftenvagt, sådan er det at være efterskolehustru :) Begge pigerne er for længst puttet, men det lader til at ingen af dem kan finde søvnen. Liva sprang ellers luren over i børnehaven i dag, så man skulle tro, at hun var ekstra træt. Det kommer nok lige om lidt. Det er nu lidt over en uge siden hun startede i børnehaven, og hun ELSKER det. Det er dejligt, at hun knap nok har tid til at sige farvel om morgenen, og hun har slet ikke tid til at blive hentet. Jeg havde nok lidt frygtet, at hun ville savne sin dagplejemor, fordi der kun er en brøkdel af de børn, der er i en børnehave. Det gør hun ikke. Snarere tværtimod. Hun har også været den ældste i et år, med 7 måneder til den næste, så der er ikke noget at sige til, hvis hun har savnet jævnaldrende. Sådan så hun ud, da jeg hentede hende i fredags.

Glad, træt og beskidt :) Skøn, ik?
Jeg sidder i min sofa og kigger ud på himlen. Den veksler mellem at være faretruende grå, og at lysne lidt. Mit humør svinger i takt med himlens toner. Jeg HADER tordenvejr, så hver gang himlen bliver mørkere, bliver jeg pirrelig, og hver gang den lysner bliver jeg glad. Lidt pinligt egentlig at være 33 og mor til 2 og så være bange for torden. Jeg er som sådan heller ikke bange for tordenen, men bange for at lynet skal slå ned i mit hus, og at det skal brænde ned til grunden. Både fordi jeg nok er lidt mere materialistisk end jeg er parat til at indrømme overfor mig selv, men også fordi jeg har en snigende mistanke om, at jeg ikke er god i en krisesituation. Og alene hjemme med 2 børn i et brændende hus vil jeg helt sikker karakterisere som en krisesituation.
Jeg har både set vejrudsigten "live" og læst den på teksttv, og de er alle enige om, at der måske kan komme kraftige regn- og tordenbyger. Hvis de da så bare kunne sige enten eller. Men nej, jeg er "tvunget" til at kigge ud på himlen for at følge med, og lige nu kan jeg faktisk se pletter med blåt! Det må da være et godt tegn :) Det lyder alt sammen mere neurotisk end det er...

Jeg arbejder hårdt på at få bloggen til at se ud som jeg gerne vil have den til. Mange af (alle) de blogs jeg læser er ret tjekkede i designet. Jeg er lidt for stædig til at spørge om hjælp. Endnu :) Men jeg har på fornemmelsen, at jeg enten bliver nødt til at modtage hjælp, eller at acceptere at den ser ud som jeg kan få den til... Måske er en del af problemet, at jeg ikke helt ved, hvordan jeg gerne vil have den til at se ud. Eller hvad jeg helt præcis skal bruge den til. Men det kommer nok henad vejen.
Nu blev der ro på værelserne. Så vil jeg skynde mig at tage opvasken og smide mig på sofaen :)